Med et utroligt comeback i Metz fik Team Tvis Holstebros damer sat klubnavnet på EHF Cup-pokalen. Det, der lignede en formsag for franskmændene, viste sig i løbet af anden halvleg at være en bjergbestigning, hvor det til sidst var danskerne, der kunne plante flaget på toppen.
I international håndbold vinder man pokaler og titler på hjemmebanesejre. Efter et nederlag på fire mål i Gråkjær Arena, lignede fransk Metz Handball således et rigtig godt bud på en EHF Cup-mester 2012/2013. Men TTH ville det anderledes og vandt med de nødvendige fem mål i Frankrig på en stærk anden halvleg.
Kampen var lige fra begyndelsen. TTH havde bedre fat i forsvaret end i den første kamp og modstod presset fra de skørteklædte franske kæmper og deres 5500 gulklædte fans. Godt fem minutter før pausen fik vestjyderne endda etableret en føring på to mål, men måtte nøjes med at gå til pausen foran med et mål, 14-15. Den føring kunne have været meget større, hvis vestjyderne havde været lidt skarpere i afslutningerne.
I anden halvleg fik danskerne for alvor gang i kontramaskinen og begyndte at løbe fra franskmændene. Efter blot seks minutter kunne Ann Grete Nørgaard for første gang bringe TTH foran med de fem mål, der var ensbetydende med en samlet sejr og guld til vestjyderne. Det fik Metz til at tage en timeout og kort derefter var 15-20 blevet til 17-20.
Franskmændenes kræfter rakte dog ikke til for alvor at spille sig tilbage i kampen. Syv minutter før slutfløjtet spillede Ann Grete Nørgaard for tredje gang pokalen på danske hænder og der blev den. Kampen endte med et Metz-trøstemål til stillingen 28-33. Mens de lokale tilskuere så slukørede til, og Metz-spillerne kneb en tåre, dansede vestjyderne og de 35 medrejsende TTH-fans, som man danser når man lige har vundet en international titel mod alle odds.
I den første kamp overmatchede Metz vestjyderne på fysikken. I dagens kamp formåede vestjyderne at neutralisere den fordel og gøre det det, de er bedst til, nemlig at løbe – og at løbe modstanderen træt. Langt hen af vejen skyldes det et forsvar, der havde bedre fat og gav Sandra Toft i målet meget bedre arbejdsbetingelser, som blev omsat til redninger og kontrachancer.
Kristina ”Mulle” Kristiansen, Dagens Drage, førte an i begge ender af banen. Hun erobrede bolde, løb kontra, lavede mål og var en sikker straffekastskytte, da hun tog over efter Ann Grete Nørgaard. Venstrefløjen, der som altid viste en enorm gejst, havde på det tidspunkt sendt 13 bolde ind på straffekast i de to kampe.
EHF Cup-titlen er den første internationale titel til TTH og det er en milepæl i klubbens historie. Det er utrolig at damerne kunne tage pokalen med hjem fra en udebane, hvor presset var massivt og champagnen allerede lagt på køl til sejrsfesten. Men måske var det netop derfor, det kunne lade sig gøre. Franskmændene var overmodige, mens danskerne blot var modige.
Der blev i dag hængt guldmedaljer om halsen på en stribe spillere, der om kort tid forlader klubben. Louise Burgaard skal til Viborg og Katrine Heindahl til Randers for blot at nævne to. En guldmedalje er den perfekte afslutning på deres tid i klubben og samtidig er det lige efter drejebogen at holdet topper nu. Skulle vi ikke bare tage den DM-titel nu vi er i gang?