Lige i skabet i Lemvig

For anden gang i træk kunne TTH trække sig sejrrigt ud af en ligakamp, da de besejrede lokalrivalerne LTH med 23-26. Det var ikke sket siden sejre over netop Skanderborg Aarhus og Lemvig Thyborøn tilbage i december 2021. Ydermere sad både angrebs-, forsvars- og målmandsspillet lige i skabet.

Lokalopgøret foran 1.400 vidner i den udsolgte hal med det mundrette navn Arena Vestjylland Forsikring i Lemvig var en tæt og intens affære. LTH kom dog bedst fra land, og da Nikolaj Enderleit gik ud med en knæskade og den anden højre back Jonas Gade var ude med sygdom frygtede man en svær aften.

Men ‘for de gamle, som faldt, er der ny overalt.’ I dette tilfælde Allan Damgaard, der kom ind fra bænken og gjorde det fremragende. Sammen med Nikolaj Markussen dominerede han angrebsspillet halvlegen ud og resten af kampen. Markussen lavede 6 og Damgaard 7 mål, og så gjorde det mindre , at Frederik Tilsted ikke var så godt skydende.

7 mod 6-spillet fungerede også fornuftigt med Markussen som assistkonge og skarpretter. Samtidig viste Sander Heieren klassen i målet. Stillingen ved pausen var dog helt lige med 13-13. Særligt playmaker Thomas Damgaard og målvogter Simon Egtved holdt LTH inde i kampen.

I anden halvleg forblev det lige indtil 2 minutter før tid, hvor Dan Beck-Hansen fra stregen bragte TTH foran 22-25. I anden halvleg holdt TTH-forsvaret og Sander Heieren  LTH i et jerngreb, og selv om Simon Egtved gjorde sit med en håndfuld 100%’s redninger i den anden ende, så kunne LTH ikke forhindre et velspillende TTH-mandskab i at vinde kampen. Heieren endte med en redningsprocent på uhørte 44%, mens Egtved præstede flotte 37%. Det vidner om TTH’s gode spil, at holdet kun lavede 4 tekniske fejl i hele kampen.

Det endte 24-27, og glæden var stor hos trænere, spillere og de mange medrejsende tilhængere. Malurten i bægeret var skader til Enderleit og til Magnus Bramming. Las os håbe, de ikke er alvorlige.