Med et nederlag på 31-27 (14-12) ude mod RK Maribor Branik forpassede Team Tvis Holstebro den første matchbold i bestræbelserne på at kvalificere sig til kvartfinalen i EHF Cuppen. Nu kan en sejr i den sidste kamp mod Wisla Plock vise sig ikke at være nok til at gå videre.
I en meget jævnbyrdig kamp i Slovenien halsede TTH hele tiden efter. I første halvleg blev det gode aggressive forsvarsspil ikke honoreret med nok kontramål. Særligt Patrick Wiesmach manglede kølighed i afslutningerne, og derfor måtte holdet på til pausen bagud 14-12. Det etablerede angrebsspil blev gennem stort set hele kampen styret af brødrene Allan og Michael Damgaard og Mads Christiansen.
Anden halvleg begyndte godt. Wiesmach leverede nu på fløjen og Allan Damgaard og Mads Christiansen kanonerede udefra. TTH kom på 18-18 og havde teten i kampen, men så begyndte de tjekkiske dommere for alvor at favorisere hjemmeholdet, der ikke fik de udvisninger det burde. Samtidig kunne Dragerne ikke holde tempoet i forsvaret og Maribor kom nu lettere til målene, da heller ikke Rasmus Lind og Anders Petersen kunne ikke gøre den nødvendige forskel i målet. Med fem minutter igen blev velspillende Allan Damgaard overfaldet uden det betød rødt kort og kampen fusede ud med en sejr på 31-27 til Maribor, der nu er sikret en plads i kvartfinalen.
Nederlaget betyder, at hjemmekampen mod Wisla Plock på søndag bliver afgørende for den videre skæbne i EHF Cuppen. Uafgjort eller sejr betyder måske avancement til kvartfinalen, men det er ikke sikkert, da Nantes, der ligger til andenpladsen i deres gruppe, springer kvartfinalen over og kommer direkte i Final 4. Sorteper kan meget vel ende hos Plock eller Tvis, der kan ende som den dårligste toer i de fire puljer.