Everybody wins!

Først den gode nyhed: TTH er i slutspillet og får fornøjelsen af at møde Nordsjælland, Bjerringbro-Silkeborg og Kolding IF. Så den dårlige: TTH tabte til Viborg HK i en forfærdelig kamp, der udstillede alle manglerne i angrebet. Da Mors/Thy samtidig tabte overbevisende til Nordsjælland betød det dog hverken fra eller til og både dagens vindere og tabere i Viborg Stadionhal kunne glæde sig over en slutspilsplads.

Først den gode nyhed: TTH er i slutspillet og får fornøjelsen af at møde Nordsjælland, Bjerringbro-Silkeborg og Kolding IF. Så den dårlige: TTH tabte til Viborg HK i en forfærdelig kamp, der udstillede alle manglerne i angrebet. Da Mors/Thy samtidig tabte overbevisende til Nordsjælland betød det dog hverken fra eller til og både dagens vindere og tabere i Viborg Stadionhal kunne glæde sig over en slutspilsplads.
Lørdag eftermiddag skulle der findes en sorteper i kampen om de to sidste slutspilspladser; enten TTH, VHK og MTH ville trække det korteste strå. Størst var presset på Mors/Thy, der skulle vinde over Nordsjælland på udebane for at have en chance for at få en slutspilsplads.

I Viborg Stadionhal virkede TTH dog fra kampens start som et hold, der ikke ville forlade sig på resultatet af opgøret i Nordsjælland. Vestjyderne dominerede kampen i det første kvarter. Michael Bruun, Dagens Drage, havde en imponerende redningsprocent (59% i første halvleg!) og hjemmeholdet kom kun på scoringstavlen på et straffekast. Omvendt fik TTH kun scoret fem mål i det første kvarter. Holdets akilleshæl, det etablerede angrebsspil, blev luftet fra start.

Mod slutningen af første halvleg meldte hjemmeholdet sig ind i kampen, som blev mere jævnbyrdig. Med en smuk scoring direkte på frikast efter tid, hans eneste scoring i kampen, sørgede Joacim Ernstsson dog for, at TTH var foran ved pausen med 9-10. I Nordsjælland var hjemmeholdet foran med tre mål.

Efter pausen lignede TTH et hold der troede at Nordsjælland allerede havde vundet, og det dermed gjaldt om at spare kræfterne til slutspillet. VHK ville omvendt stadig gerne spille bold.
Det vestjyske angreb sejlede og TTH fik skudt Dane Sijan i VHK-målet godt varm. Hjemmeholdet var ikke sene til at udnytte TTH’s fejl i angrebet til en stribe kontramål som først Michael Bruun og dernæst Rasmus Lind ikke kunne stille meget op overfor. 20-12 stod det godt midtvejs i halvlegen.

I de sidste ti minutter af kampen var det dog som om noget eller nogen tog ved TTH. VHK-føringen blev reduceret til to mål, men det var for lidt og for sent. I Nordsjælland havde hjemmeholdet sikret sig et komfortabelt forspring og i Viborg forduftede kampens betydning dermed som dug for den kraftige forårssol. Kampen endte med en Viborg-sejr på 24-21.

I Stadionhallen var der dog ingen sure miner. Både TTH’s medrejsende fans, som i den grad fik inviteret de lokale fans op til dans, og de lokale vidner kunne sætte kursen hjemad med bevidstheden om at slutspillet venter. Lige nu ser medaljerne dog ud til at være meget langt væk for TTH.

PS: Tak Nordsjælland!