En fuser

En solrig efterårssøndag mellem Lem og Tarm var det blevet tid til endnu en kamp i føljetonen Slaget om Vestjylland. Desværre kan dagens kamp, med en lille journalistisk stramning, bedre beskrives som Massakren i Skjern Bank Arena. Team Tvis Holstebro, alias Petar Nenadic, fik lirket Skjerns offensive forsvar op, men holdt samtidig åben hus i forsvaret. Det tilbud tog Skjern imod og TTH havde ikke en eneste føring i kampen.

En solrig efterårssøndag mellem Lem og Tarm var det blevet tid til endnu en kamp i føljetonen Slaget om Vestjylland. Desværre kan dagens kamp, med en lille journalistisk stramning, bedre beskrives som Massakren i Skjern Bank Arena. Team Tvis Holstebro, alias Petar Nenadic, fik lirket Skjerns offensive forsvar op, men holdt samtidig åben hus i forsvaret. Det tilbud tog Skjern imod og TTH havde ikke en eneste føring i kampen.

Slaget om Vestjylland har budt på mange spændende, tætte og intense kampe. I det lys var dagens kamp lidt af en fuser. Der blev gået til stålet, men resultatmæssigt sad de grønne desværre på kampen.

Kampen begyndte med tre hurtige Skjern-mål, som slog takten an for kampen, som bød på mange nemme mål til Skjern. Det offensive Skjernforsvar voldte TTH en del problemer, men med Petar Nenadic som rambuk fik TTH så småt lirket det op. Desværre betød det kun at TTH kunne følge med Skjern i scoringsræset. De grønnes Kristian Gjessing scorede nærmest efter behov fra backen og Thomas Klitgaard fik alt for meget plads på stregen, hvilket han ikke var sen til at udnytte. Ved pausen havde de grønne øget føringen med et mål. 18-14 stod det.

TTH kom bedst ud til anden halvleg og efter ti minutter af halvlegen udlignede Joacim Ernstsson til 22-22 på straffekast. De medrejsende nordvestjyder øjnede en chance for at TTH kunne vende kampen, men det lykkedes ikke TTH at score det mål, der kunne give de hvide kampens første føring.

I stedet skiftedes de to hold til at score mål de næste fem minutter før de grønne igen trak fra. Kræfterne var ved at være brugt hos TTH og i de sidste ti minutter af kampen var det nærmest spil mod et mål. TTH-forsvaret hang ikke sammen og gardinet blafrede lystigt bag Rasmus Lind og Michael Bruun, som ikke fik den bedst tænkelige 40-årsfødselsdagsgave. En redningsprocent på henholdsvis 5 og 11 taler sit tydelige sprog.

TTH fik dog pyntet lidt på det til sidst, bl.a. gik Petar Nenadic direkte ind fra bænken, stjal et grønt opgiverkast og sendte bolden i mål. Det er næppe tit man ser det gamle trick i ligahåndbold. Kampen ende 37-31 og selvom det betyder, at TTH er det hold, der indtil videre i sæsonen har scoret flest mål mod Skjern, er det en ringe trøst.

Dagens kamp blev i høj grad tabt i forsvaret. Dommerduoen, med TTH-favoritten Lars Ejby, fordelte måske ikke sol og vind helt lige, men Skjern kom under alle omstædigheder for nemt til mål. Med Skjernangrebet som målestok, så TTHs offensive spil ineffektivt ud, men det lykkedes som nævnt at sætte ny scoringsrekord mod Skjern, ikke mindst fordi Petar Nenadic var i hopla.

I sin anden kamp for TTH var den 24-årige serber en ren enmandshær. Han scorede 10 mål og en sikker kåring til Dagens Drage. Mens man kun kan ærgre sig over dagens resultat, må man glæde sig over at Nenadic tørner ud for TTH resten af sæsonen.

Team Tvis Holstebros næste kamp byder på en knap så stor udfordring. Amatørerne fra FIF gæster IC Vest og hjemmeholdet får mulighed for at vise at de ikke har glemt hvordan man spiller forsvar, selvom holdet har løftet angrebet i denne sæson.

4 meninger om “En fuser”

  1. Det skræmmer mig at måtte sige det, men dine observationer i forbindelse med dagens kamp er korrekte!

    Når man går i andres fodspor kommer man aldrig foran, og det var jo lige præcis hvad der skete i dag! Tvis valgte at lægge vægten på det offensive, hvilket der som sådan ikke er noget galt i, men når det betyder at man slækker på defensiven som ellers tidligere har været noget af det bedste hos de VESTJYSKE drager er det diskutabelt om dispositionen var korrekt!

    Og som en lille side note irriterer det mig specielt meget at mit vestjyskbankspil tips var så langt fra!

  2. Nu kan vi jo af gode grunde ikke vide hvad taktikken har været, men måske har Uhrenholt & co. undervurderet Skjerns offensiv, fordi deres defensiv har været i fokus i de første kampe. Det kan jeg nu dårligt tro, jeg tror simpelthen bare at TTH ikke ramte dagen i forsvaret. Men hold da op, hvor kan Nenadic spille bold. Tak for tippet, Nøddesbo

  3. Synes man skal bide mærke i, at selvom Petar Nenadic gik forrest og lavede 10 mål, synes jeg også han ødelægger meget at TTH’s spil, ved at spille så ufatteligt langsomt :-)

  4. Det kan godt være Nenadic er langsom, men så når man jo at se hvad der sker… ;) Jeg lagde mærke til en situation, hvor han nærmest i slowmotion tog et par skridt til højre og så lynhurtigt bankede bolden i mål. Det så nærmest surrealistisk ud derfra hvor jeg stod.

Lukket for kommentarer.