Team Tvis Holstebros herrer havde glemt det gode angrebsspil i bussen og gav onsdag Bjerringbro-Silkeborg den første sejr i 2012. Nu kræver det hjælp fra AG København hvis TTH skal slutte på fjerdepladsen på bekostninger af de rivalerne fra Skjern.
Der var lagt op til spænding i dagens kamp om tredjepladsen, men det blev desværre en trist affære for de vestjyske udfordrere. Opgaven bliver nu at generobre fjerdepladsen fra Skjern, som overhalede TTH med en sejr over Lemvig-Thyborøn. Det lader sig sandsynligvis kun gøre hvis AG København lever op til sin favoritværdighed når de i næste runde besøger Skjern.
Kampen begyndte godt for TTH, som etablerede en føring på godt et par mål. BSV-træner Carsten Albrektsen følte behov for at smide sit timeoutkort efter kun otte minutter. BSV fik bedre fat i forsvaret og det begyndte at gå hjemmeholdets vej. 3-6 blev til 14-8 og en føring på fem mål, 15-10, ved pausen.
Efter seks minutter af anden halvleg havde TTH en gylden mulighed for at komme lidt tilbage i kampen. Stillingen var 18-15 og BSV fik kampens første udvisning. Symptomatisk for kampen var det dog BSV der fik mest ud af de to minutter. Med to scoringer blev pauseføringen på fem mål genetableret. TTH formåede ikke at komme igen og i sidste ende blev det til en BSV-sejr på 30-26 mål.
I dagens kamp havde vestjyderne rimelig styr på det i forsvaret så længe de havde luft til at være offensive. Desværre var angrebet bedre til at lave fejl end mål når det gjaldt og TTH-bænken havde ikke held med nogen af de mange formationer, der blev prøvet af. Der blev kæmpet for sagen, men med en velspillende Niklas Landin i BSV-målet var det en forgæves kamp.
Der er andet end resultatet at ærgre sig over. Patrick Wiesmach måtte udgå efter kun fire minutter af kampen med en skade i skulderen. Hans fløjkollega Dennis Jeppesen er også på skadeslisten, så Mads Christiansen måtte vikariere på fløjen.
Dagens Drage er, trods et par fæle afbrændere, Jakob Green, der blev topscorer med seks mål og leverede fin fight.
Dagens resultat betyder at TTH får meget svært ved at hente BSV på tredjepladsen, medmindre kapitalalliancen begynder at tabe kampe på samme måde som de har gjort hidtil i år. Dagens sejr var den første til midtjyderne i 2012, som bl.a. har budt på nederlag til Viborg og Århus.
Kampen om fjerdepladsen er samtidig blevet en rigtig neglebider. Skjern har to point flere end TTH, men de grønne har en hjemmekamp mod AG København til gode. Med fuld pointhøst og en AGK-sejr over Skjern, kan TTH endnu slutte på fjerdepladsen. Skjern skal også møde Århus og Viborg, men der må de grønne siges at være favoritter. TTH er også favorit i sine sidste kampe, hvor modstanderne hedder Lemvig-Thyborøn, Mors-Thy og Nordsjælland. Der burde altså være mulighed for seks point, men som Skive viste for nyligt kan liden tue vælte stort læs.