Det tegner til at blive en god forårssæson for Team Tvis Holstebros herrer. Lørdag hentede de to point i Sønderborg, hvor Sønderjyske blev besejret med syv mål. Sejren blev sikret i det sidste kvarter, hvor vestjyderne rykkede fra 19-19 til slutresultatet 23-30. Da BSV for nyligt tabte til Viborg, er der nu kun et point op til midtjyderne på tredjepladsen og TTH’s besøg i Silkeborg den 7. marts kan vise sig at blive en lille finale om tredjepladsen. Inden da kommer Skive FH dog på besøg i Gråkjær Arena. Sallingboerne trænes af den første TTH-træner nogensinde, Kurt Nielsen. En anden tidligere TTH’er, Lasse Andersen, scorede en enkelt gang for Sønderjyske i lørdagens kamp.
Mål for SE: Anders Zachariassen 8, Maik Makowka og Mikkel Ibsen hver 3, Henrik Storm Pedersen 2, Morten Lybæk 1, Martin Hansen 1, Kennie Boysen 1, Kenneth Bach Hansen 1, Daniel Eggert 1, Rune Ohm 1, Lasse Andersen 1.
Mål for TTH: Patrick Wiesmarch 8, Jakob Green 5, Mads Christiansen 3, Petar Nenadic 3, Michael Damgaard 3, Søren Hansen 2, Søren Tau 2, Heino Holm Knudsen 2, Joachim Ernstson 1, Søren Nørgaard 1.
Udvisninger: SE 2, TTH 1.
Dommere: Thomas Jørgensen, Tommy Nim Jensen.