TTH spillede en vital kamp mod Mors/Thy, der ikke havde vundet i tre måneder. Det har de nu. TTH tabte hjemme med 34-35 (18-16).
I første halvleg sikrede pragtredninger af Sander Heieren sammen med et godt 7 mod 6 spil til Kevin Gulliksen på højrefløj, at TTH var foran med 18-16. Men spillet fungerede ikke, og det var med bange anelser, at man gik til pausen. Forsvaret spillede ikke godt, og angrebsspillet var uskarpt. 18-14 blev til 18-16 lige inden pausen, og det blev afgørende.
For i anden halvleg løb Mors/Thy let fra TTH, der trods et comeback til sidst måtte se sig besejret 34-35. De to tabte mål i slutningen af første halvleg blev som frygtet afgørende. Mors/Thy er nu i slutspillet, mens det er meget langt væk for TTH, der er i spillemæssigt krise.
Spillet fungerer slet ikke for TTH – angrebspillet er langsomt og forudsigeligt, kontraspillet er helt fraværende, og forsvaret hænger ikke sammen. Trænerne og spillerne må se indad. Det er simpelthen ikke godt nok. Holdet mangler rygrad. Der mangler ledere på bænken og på banen, der kan vise vejen. En rutineret spiller som Nikolaj Markussen falder helt igennem, landsholdsspilleren Kevin Gulliksen brænder seks gode chancer fra fløjen, Nikolaj Enderleit kommer først i gang, da kampen er afgjort, og Thomas Damgaard bliver skadet i sin comebackkamp. Det var en meget frustrerede aften.
Nu skal de sidste fire kampe vindes, hvis der skal være håb om slutspil. Det kommer ikke til at ske, hvis ikke niveauet hæves markant. Målet må være at undgå nedrykning. Det vil kræve mindst en sejr mere i grundspillet og et par sejre i nedrykningspillet. Det bliver ikke let.