Det har knebet med at skrabe point sammen i denne sæson. Midtvejs inde i sæsonen er facit 12 point for 14 kampe. At holdet har haft det svært er ikke overraskende, når man tænker på alle de skader holdet har døjet med og at TTH inden sæsonen mistede de to landsholdsspillere Aaron Mensing og Kay Smits, der havde trukket et stort læs. Imidlertid er der en position hvor forskellen mellem denne sæson og sidste sæson er særlig markant. Nemlig målmandsposten.
I sidste sæson lå Sebastian Frandsen, der nu spiller i Porto, således som nr. 5 på den samlede liste over alle målmænd i ligaen med en samlet redningsprocent for grundspil og slutspil på 32, mens Rickard Frisk, der nu er i Allingsås, var nr. 15 med 29,1% og Nicklas Graugaard Nielsen, nu Lemvig-Thyborøn, nr. 34 med 28,4%.
I denne sæson ser det knap så godt ud. Josip Cavar er nr. 21 med 24,2% og Ronnie Nicolaisen nr. 22 med 23,8%. Denne forskel på over 5 procentpoint mellem denne sæson og sidste sæson er forskellen mellem sejr og nederlag i ligaen. Dette understreges af, at TTH har haft dårligere redningsprocenter end modstanderne i 7 af de 8 nederlag, holdet har indkasseret. Omvendt har TTH haft bedre redningsprocenter end modstanderne i 5 ud af de 6 sejre holdet har fået.
Nøglen til flere point er altså flere redninger fra målmændene. Det hænger selvfølgelig sammen med et bedre samarbejde mellem målmænd og forsvar. Hvis TTH skal i slutspillet i denne sæson, så kan disse forbedringer ikke vente til næste sæson, hvor Sander Heieren kommer til fra Drammen HK. Målmandstræner Michael Bruun kommer på hårdt arbejde, når han vender hjem fra VM for kvinder i Spanien.
Michael Bruun, der i 2022 bliver målmandstræner i Flensborg-Hanved, bliver i øvrigt erstattet af Søren Rasmussen i næste sæson. Søren Rasmussen, der spiller for Ribe-Esbjerg, var i sæsonen 2020/2021 ligaens bedste målmand, mens han nu er på en 9. plads med en redningsprocent på 29,9%.