Resten af grundspillet bliver forbudt for børn. Alt er i spil for TTH. Det kan nemlig ende med enten slutspil, nedrykningsspil eller direkte nedrykning med seks kampe tilbage.
Med seks nederlag i træk, 16 point for 22 kampe og en aktuel 11. plads tegner det mest til nedrykningsspil. Det vil det ende med, hvis TTH vinder 2-4 af kampene mod Nordsjælland, Ribe/Esbjerg, Ringsted, SønderjyskE, Skive og Kolding. Hvis vestjyderne taber alle kampe eller kun vinder en enkelt, så ender de formodentligt blandt de to direkte nedrykkere. Omvendt er der gode chancer for at komme med i slutspillet, hvis der kommer tur i den, og TTH vinder de sidste seks kampe og dermed ender på 28 point for 28 kampe. Med lidt held vil 26 eller 27 point også komme gøre det.
Det bliver ulideligt spændende, og det bedste vi kan gøre er at møde op i Stalden og hjælpe dragerne med at skrabe de værdifulde point sammen.
Det begynder i morgen mod Nordsjælland, hvor der er gratis adgang for alle, og fortsætter mandag 21, marts, hvor Flammen inviterer alle tidligere medlemmer af fanklubberne til gratis håndbold. Vi ses!