Alstad slog til i topbrag

Ida Alstad fik sit store gennembrud som Team Tvis Holstebro-spiller, da hun i lørdagens topkamp mod FC Midtjylland scorede hele ni gange, heraf to gange på straffekast. Kampen endte uafgjort 23-23, et resultat gæsterne fra Midtjylland kunne være bedst tilfreds med. TTH var i teten det meste af kampen, men i sidste minut fik FCM sat den udlignende scoring ind. På papiret er et point mod FCM, der for en måned siden besejrede TTH med seks mål i Super Cup, dog ikke et dårligt resultat, og træner Niels Agesen var da også godt tilfreds efter kampen.

Sejr i anden halvleg

Champions League bliver uden Team Tvis Holstebro i år, men vestjyderne er klar til at sætte deres præg på ligaen. TTH besejrede søndag Ringkøbing og har efter sæsons første tre kampe i ligaen fortsat maxpoint. Det kan kun Randers HK matche. I dagens kamp var hjemmeholdet Ringkøbing foran med 15-12 ved pausen, men i anden halvleg rullede Louise Bager Due gardinet helt ned. TTH stillede op uden bl.a. Ida Alstad og Rut Jonsdottir, men formåede alligevel at vinde halvlegen med otte mål og hele kampen med 23-28. Topscorer for TTH blev Mette Gravholt med syv mål.

Mystisk sag udsætter kvartfinale

På onsdag i næste uge skulle Team Tvis Holstebros damer havde spillet kvartfinale i pokalturneringen mod Vejen EH. Den kamp er nu blevet udsat af DHF, der på sin hjemmeside skriver at “årsagen til udsættelsen skal søges i, at Dansk Håndbold Forbunds disciplinærudvalg for nærværende er i gang med at undersøge en sag mod Team Tvis Holstebro og at man fra udvalgets side har bedt Dansk Håndbold Forbunds turneringsafdeling udsætte kampen, indtil der foreligger en endelig afgørelse i sagen.” Hvad disciplinærsagen handler om, vil hverken DHF eller TTH sige noget om. TTH har på sin hjemmeside valgt at illustrere historien med et billede af Mette Chemnitz – er det måske en ledetråd? Opdatering: Dagbladet Holstebro skriver torsdag, at sagen drejer sig om muligt brug af to ulovlige spillere mod Hadsten. Det kan i yderste konsekvens betyde at TTH taberdømmes i kampen. Den langtrukne sagsbehandling tyder dog på at det ikke er helt oplagt om TTH har forbrudt sig mod reglerne.

Damerne snød København for point

Foran med 19-21 med seks minutter tilbage af onsdagens kamp var sæsonens første gæster i Gråkjær Arena, København Håndbold, nok begyndt at tro på de to point. Men selvom tro måske godt kan flytte bjerge, så kan den ikke flytte Louise Bager Due, der rullede gardinet ned i Team Tvis Holstebro-målet. Samtidig gjorde gæsterne det svært for sig selv ved at trække udvisninger, og i de sidste minutter af kampen var det kun værterne, der fik bolden i mål. Kampen sluttede 25-21 og de ambitiøse oprykkere måtte tage den lange tur hjem til København uden point. Ann Grete Nørgaard blev topscorer med hele 13 mål, heraf fire på straffekast. Selvom sejren, ligesom debutsejren over Nykøbing-Falster, ikke var voldsomt overbevisende, så er status fire point efter to kampe. Og det er jo det, der tæller.