Intet held med appellen

Team Tvis Holstebro fik intet ud af at appellere DHF’s disciplinærudvalgs beslutning om at smide dameholdet ud af pokalen for brug af ulovlige spillere. DHF’s appeludvalg bakker op om disciplinærudvalgets beslutning og TTH’s modstandere i den pågældende kamp, Hadsten SK, kan nu se frem til at møde Vejen EH på eget halgulv.

Opdatering: TTH-direktør Jacob Jørgensen er naturligvis utilfreds med afgørelsen, men ikke specielt overrasket. “Det ene DHF-organ har blåstemplet, hvad det andet DHF-organ har besluttet, hvilket ikke kommer helt uventet,” udtaler Jakob Jørgensen på klubbens hjemmeside. Klubben vil i løbet af ugen afgøre om vil anke sagen.

To gange ti

Både Team Tvis Holstebros damer og herrer var onsdag aften på besøg hos lokalrivaler og det blev en god aften – begge hold vandt med ti mål.

Herrerne besøgte Mors-Thy, hvor kampens mest dramatiske begivenhed var et rødt kort til Michael Damgaard efter ti minutter. Det kunne dog ikke forhindre dragerne i at vinde første halvleg med 12-14 og kampen med 20-30.

Damerne var på besøg i Skive, hvor det stod 5-0 efter fem minutter. Skibonitternes håb om en overraskelse var dog slukket med 10-19 ved pausen, som var blevet til 28-38 efter de 60 minutter.

Nat eller dag

Når det går galt for damerne i denne sæson, så går det rigtig galt. Det er indtrykket efter den øretæve Team Tvis Holstebros damer indkasserede onsdag aften hjemme mod Viborg. Den kunne næsten kan måle sig med den, holdet fik i Champions League-kvalifikationen. Vestjyderne var bagud med 0-6 efter fem minutter og så var resten af kampen nærmest kun et spørgsmål om nederlagets størrelse.
Læs videre “Nat eller dag”

Vi ligger nr. to!

Louise Bager Due var endnu engang en mur, da Team Tvis Holstebros damer hentede to forventede point i det sønderjyske. Hjemmeholdet var dog med til 8-8 efter tyve minutter, men derefter viste gæsterne hvem, der var favoritter. 9-11 ved pausen blev til 20-28 efter de 60 minutter. Ida Alstad var igen i hopla og blev topscorer med seks mål. TTH er dermed fortsat ubesejret i ligaen i denne sæson og ligger nr. to, et point efter Randers HK.

DHF smider damerne ud af pokalen

Team Tvis Holstebros damer er færdige i pokalturneringen hvis det står til DHF’s disciplinærudvalg. Louise Bager Due og Sara Hald var ifølge udvalget ikke spilleberettigede i ottendedelsfinalen mod Hadsten SK, som vestjyderne ellers vandt knusende sikkert. Derfor har disciplinærudvalget valgt at taberdømme TTH i kampen. Oveni skal klubben betale to bøder á 5.000 kr. Ikke overraskende har TTH straks anket sagen. At der er noget at rafle om, viser alene den lange sagsbehandlingstid. Det er ikke så tit en appel bærer frugt, men lad os håbe det sker denne gang for disciplinærudvalgets dom er både sportsligt og juridiske tvivlsom!