Seks slår syv

På baggrund af en fremragende første halvleg i Gråkjær Arena sikrede Dragerne sig den første sejr i slutspillet. Via 5-2 og 12-6 kunne hjemmeholdet gå til pausen foran 18-10. Det var en imponerende første halvleg, hvor forsvaret og målmand Rasmus Lind lukkede flot ned for Århus’ nye varemærke med to playmakere og alt syv markspillere i angrebet. Angrebsmæssigt styrede Damgaard-brødrene dirigentstokken og alle spillede fint med.

I anden halvleg kom Team Tvis Holstebro fornuftigt ud efter pausen, men langsomt begynde Århus Håndbold at reducere hjemmeholdets føring. Stillingen med ca. 10 minutter igen var 26-22, og kampen var igen åben. Århus’ comeback skyldtes først og fremmest, at holdet nu fik succes med deres syv-mod-seks spil. Tvis Holstebros forsvar blev trykket fladt, da Århus’ stregspillere viste deres farlighed, og det gav plads til Henrik Hansen  bagfra. Heldigvis lykkedes det at straffe den manglende målmand med lette mål i to omgange, hvilket gav luft, så Tvis Holstebro via 31-28 kunne hive en sejr hjem på 33-30.

Kampen om de to semifinalepladser tegner nu til at blive et opgør mellem TTH, Skjern og GOG. Med en sejr over Skjern på onsdag i Gråkjær Arena vil de grønblusede for alvor være under pres. Det kunne være fornøjeligt.

GOG – Team Tvis Holstebro 30-27 (11-10)

Med et nederlag på 30-27 (11-10) i den første slutspilskamp ude mod GOG er Team Tvis Holstebro nu under pres. Hvis målet om en semifinaleplads skal opnås, kræver det sandsynligvis mindst tre sejre i de resterende fem kampe. Den første sejr kan passende komme næste lørdag hjemme mod Aarhus Håndbold, der efter det klare nederlag på 38-27 i den første kamp mod Skjern ser ud til at være puljens svageste hold.
Læs videre “GOG – Team Tvis Holstebro 30-27 (11-10)”

Halvt fuldendt

Halvdelen af kampene i herreligaen er nu spillede. Alle hold har mødt hinanden én gang, så det må nu være tid til en evaluering. Overordnet set er det gået, som vi forudsagde allerede tidligt på sæsonen. Slutspilsholdene i top 8 er således på plads: det drejer sig om de sædvanlige 6 (KIF, Skjern, Aalborg, TTH, Aarhus og BSV) og de to opkomlinge SønderjyskE og GOG, der må siges at være sæsonens positive overraskelser indtil videre. I bunden er det stadig et åbent spørgsmål, hvem der rykker direkte ned. Dog har Skanderborg overrasket positivt og ligger i ingenmandsland på niendepladsen.

For Tvis Holstebros vedkommende har første sæsonhalvdel været særdeles tilfredsstillende rent pointmæssigt. Med 18 point for de første 13 kampe ligger holdet på en delt fjerdeplads. Holdet har ikke smidt point til bundholdene og ikke tabt med mere end fire mål til de andre tophold.

Det må være ambitionen for anden halvdel af sæsonen at ende i top 4 og dermed tage point med over i slutspillet, hvor alt som bekendt kan ske.