Så gik den ikke længere for Århus Håndbold. Overbygningen, der blev etableret i 2001 af VRI, Århus KFUM/Hasle, Brabrand IF og AGF, er begæret konkurs og rykker ned i 2. division, mens sponsorerne følger med til Skanderborg. Det nye hold, der skal spille i både Skanderborg og Aarhus fra næste sæson, får navnet Skanderborg Aarhus Håndbold og skal spille i marineblå som AGF.
Det er på flere måder bemærkelsesværdigt og fortæller os meget om håndboldens udvikling i Danmark. København har i flere år ikke haft et ligahold for herrer, og nu må landets andenstørste by også give op på grund af manglende økonomisk opbakning fra byens virksomheder. København og Aarhus var ellers oprindeligt de førende håndboldbyer i landet med flere klubber, der vandt DM. Det ændrede sig imidlertid i takt med rejsningen af håndboldhaller i de mindre byer i 1970’erne og professionaliseringen og kommercialiseringen i 1990’erne, hvor storbyerne ikke kom med på toget. Siden da har København og Aarhus halset efter landets mindre byer, der nu totalt dominerer håndbolden. Da håndbold kræver færre økonomiske midler end fodbold er det muligt for mindre byer at skabe tophold, mens de største byer nu koncentrerer sig om fodbold og opfatter håndbold som en bonderøvssport. Det ser vi ikke kun i Danmark, men også i vore nabolande Sverige og Tyskland. Men som nævnt var det tidligere helt anderledes.
Læs videre “Bonderøvssporten over dem alle”