Sofaseere, roligans, hooligans, ultras…

Fankulturen er en stor del af alle sportsgrene, men der har altid været mange meninger om hvad en fan er. Flammen har under forskellige navne og i forskellige konstellationer forsøgt at påvirke lyd og stemningsbilledet i en retning i haller landet over i 20 år.

Ofte har jeg snakket med folk om og stillet mig selv spørgsmålet, er tilhørsforhold til en klub eller et hold et spørgsmål om formalia, skal man have sæsonkort til alle holdets hjemmekampe, skal man have medlemskort til den officielle fanklub eller skal man være storsponsor? Altid er jeg kommet til det samme svar, NEJ!, tilhørsforhold bygge på noget andet og indre, det samme gør “fankulturen”.

Det er derfor heller ikke et krav, at man som tilhænger skal stå og råbe højt, synge sange eller klappe med, men Flammen har aldrig lagt skjul på at vi gerne så at flere gjorde det.

Nogle går til håndbold og andre ser håndbold når de er i hallen. Ser man på den klare overvægt i de danske haller landet over ligger de i den sidstnævnte gruppe. De går til en kamp og forventer at blive underholdt, men ønsker ikke selv at deltage i den. Det er de ærlige, men triste facts.

Hvorfor folk gør som de gør kan der være mange årsager til, den primære årsag er nok frygten for at miste ansigt og tanken om hvad ham på sædet ved siden af nu vil sige. Min erfaring er, at selv den stille håndboldseer har den højtråbende tilskuer i sig, men lader den sjældent komme frem.

Drømmen for mig er, at man slap den løs, ikke bare når der er fem sekunder igen og kampen skal afgøres, men fra starten af kampen. Det er desværre en utopi, det ved jeg godt, men man har vel lov at drømme.

Den anden gruppe, personerne der går til håndbold når de kommer i hallen, har haft svingende tilknytning. Tilbage i 90′ var det skelsættende da “De Rødhvide Bønder” pludselig gjorde sit indtog og blok F på Idrætscenter Vest sjældent var stille, mens andre grupperinger til tider kom på besøg, som fx HK Ultras. Det inspirerede, i al beskedenhed, formentlig til et opsving af fankulturen i slutningen af 90’ere og starten af 00’erne.

Vi har aldrig ladet os binde op på en kategorisering af os. Om vi var hooligans, roligans, ultras, casuals eller hvad vi nu blev beskrevet som vedkom ikke rigtig os, vi ville blot skabe stemning. Og stemningen skal komme fra tribunen – ikke en halspeaker, en publikumsopvarmer eller musik.

Den bedste måde at skabe stemningen er ved at folk har passion for sporten, og hvem er bedre til det end de som selv bedriver sporten til dagligt, spillere. Særligt ungdomsspillere har igennem årene været drivkraften på lægterne.

De, der var unge i 90’erne, er desværre ikke så unge længere, hvilket har resulteret i voksende forpligtigelser til andet end håndbolden, villa, viv, Volvo og vovse. Derfor må nye kræfter træde til. Selv Skjern Ultras har været igennem en udskiftning grundet forpligtigelser der efterhånden må stille sig over håndbolden.

Det glæder og varmer derfor i Flammens hjerte at se de unge mennesker der var troppet op til seneste Slag om Vestjylland. Blok G og H i Gråkjær Arena blev besat af U-14 og U-16 spillere fra de to moderklubber, Tvis KFUM (nu Håndbold) og HH90. Ikke unge mennesker, der som tidligere, var blevet pålagt at komme i hallen, men i stedet unge mennesker der tydeligt havde hjertet med.

Denne tendens kan vi kun billige. Som vi skrev i referatet efter kampen: “MERE AF DET!”. Disse unge drenge og piger skaber en stemning som ikke har været set længe i Gråkjær Arena og fortjener den største opbakning fra folkene i klubben og lokalområdet. Ikke i form af at man skal kontrollere dem, men at man lader dem gå den vej som de nu selv finder rigtigst.

Fra mig skal der lyde et opråb, lad nu være med at tænke at de er “dem de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab”. Lad dem skabe den stemning som giver oplevelsen af håndbolden lidt ekstra. Det handler om 2 x 30 minutter en, måske to, gange i ugen, hvor de kan få lov at slippe tøjlerne.

Vi håber og tror på at tendensen igen vender, så unge mennesker vil skabe stemningen fra endetribunen, samtidig med at langsiderne ind i mellem vide lade sig rive med til et pift, råb eller en sang. Stemningen kommer ikke af sig selv, det er noget man skaber.

Selvom håndboldhaller bliver til håndboldarenaer må og skal stemningen ikke dø. Når der kan komme flere mennesker i hallen kan man håbe på, at stemningen fra Morten Børup Hallen, Tønder Sport & FritidsCenter og Idrætscenter Vest finde vej til de store arenaer landet over.

Oftest er de fangrupperinger der når længst, de der er uofficielle, uden krav om formalia, men bygger på den indre fælles passion. Lad fankulturen blomstre, så haller, ikke bare i Holstebro og omegn men, landet over igen både byder på god håndbold og en fantastisk stemning.

  • 15
  •