Når “vores” bliver til “deres”

Normalt ville jeg på dette tidspunkt være som en cirkushest med udsigt frisk savsmuld i manegen, men i år vil TTH’s manege ikke fremgå af søgehistorikken på min GPS. Gnisten mangler simpelthen.

Den nye sæson står på spring, en sæson som skal følge op på den største sæson i 7500’s historie. Den kommende sæson har dog et “men” og endda et stort “men”.

Flammen havde igennem sidste sæson et godt samarbejde med klubben, hvilket tegnede til at kunne give fremskridt på tilskuersiden. TTH syntes at have fundet nogle af de gamle dyder, hvor det ikke var envejskommunikation, men hvor folkets stemme også blev hørt. Håndbolden skabte et fællesskab og en enhed som blot virkede til at blive større og stærkere.

Uheldigvis valgte man gennem en diktatorisk proces efter sæsonen at ændre navnet. Klubbens navn, der tidligere har fået folk oppe af stolene og givet en fornuftig debat, blev til en kort ordveksling mellem herrerne med den tykke tegnebog og bestyrelsen på kontoret.

“Vores” som i 2015/2016 sæsonen betød alle med hjertet i klubben, blev til “vores” i form af os med mange penge i klubben.

Jeg har gennem hele min håndboldopvækst fulgt håndbold i Holstebro, Tvis og omegn. Når jeg har omtalt håndbolden i området har det altid været “os” og “vi”. Det har ligget i mig at jeg var en del af den enhed håndbolden udgjorde, den fornemmelse er der ikke inden den kommende sæson. “Vores” kan nu nærmere føles som “deres”.

Tanken om at skulle møde om til en klub, som egentlig ikke gør at jeg føler mig hjemme eller ønsket luner mig ikke. Når jeg ser navnet, TTH Holstebro, tænker jeg mere “deres” og “dem”. Jeg bliver mindet om at man ikke husker rødderne, sammenholdet og folket. Man glemte i processen det håndbolden kan som ingen anden sport kan, udvise medfølelsen og nærhed.

Jeg blev kort efter offentliggørelsen af det nye navn spurgt  “får det nogen betydning for din støtte til klubben?” i et interview med Dagbladet. Netop det spørgsmål har summet i mit hoved lige siden.

Jeg elsker stadig håndbold og når chancen byder sig vil jeg fortsat se håndbold, men Gråkjær Arena bliver for en tid uden mig.

Jeg ønsker ikke at føle mig fremmet på hvad der skulle være min hjemmebane. Om det skal være for evigt eller blot for en tid må blive uvist, men nu i hvert fald for en tid. Der skal i hvert fald ske en ændring før jeg genovervejer at møde op på min plads på endetribunen igen.

– Mathias Kristensen, skribent på Flammen

  •  
  •