Solen kommer nok igen

Solen står op igen i morgen, var konklusionen fra Vrold/Skanderborgs træner Finn Kristensen, efter gårsdagens premierenederlag i HåndboldLigaen for mænd.Oprykkerne fra Tvis KFUM kunne tage hjem fra Skanderborg med en sejr på 26-22.

  •  
  •  

Solen står op igen i morgen, var konklusionen fra Vrold/Skanderborgs træner Finn Kristensen, efter gårsdagens premierenederlag i HåndboldLigaen for mænd.Oprykkerne fra Tvis KFUM kunne tage hjem fra Skanderborg med en sejr på 26-22.
Og Finn Kristensen bliver nødt til at se fremad, håbe, at solen trænger gennem regnskyerne over Skanderborg og glæde sig over, at der kommer flere dage med muligheder for at rette på fejlene. Uheldigvis for ham har han kun indtil på onsdag, hvor går Vrold/Skanderborg på banen igen ude mod Vadum. Der er nemlig en del ting, som trænger til at blive rettet efter kampen mod Tvis.

Vrold/Skanderborgs spil hang nemlig slet ikke sammen mod oprykkerne, og der skal helt andre takter til for at Vrold får point. – Vi kan ikke lave en revolution inden på onsdag. Men vi må videre og vi skal op i kadence, sagde Finn Kristensen efter kampen mod Tvis.

Og han havde ret. Der var mange punkter, hvor Vrold slet ikke slog til mod Tvis. Forsvaret var godkendt – men heller ikke mere. 26 mål er ikke for meget at lukke ind i HåndboldLigaen, og Tvis havde faktisk flere farlige våben på holdet. Specielt i bagkæden hvor den nyindkøbte polak Dariusz Wieczorek og Lasse Andersen var store trusler.

Men forsvaret havde faktisk stor del af ansvaret for at Tvis før pausen skabte afstand. Gæsterne fik nemlig i en del for mange chancer for at score. De var simpelthen bedre til at samle riposter op end hjemmeholdet.

Tvis gjorde ikke tingene sværere end højst nødvendig, og først da de var i pæn afstand til Vrold blev der plads til ting som lob ind i feltet. Samtidig fungerede et af de normalt farlige Vrold-våben heller ikke. Spillerne var som vanligt indstillet på at spille med mange kontraangreb, men det førte ikke til meget – langt de fleste gange fik Tvis stoppet Vrold-spillerne og først efter cirka 22 minutters spil reducerede Lars Mogensen til 7-10 på kontraangreb. – De havde alle marginalerne på deres side, men det kan vi ikke bruge som undskyldning. De var bedre hele vejen, sagde Finn Kristensen.

– Vores udstråling var ikke god nok. Der var ingen rytme i vores angrebsspil og det var en af grundene til, at vores fløje slet ikke var med i spillet, sagde Finn Kristensen, inden man igen bevægede sig uden for hallen. Og måske som et lille varsel om bedre tider – solen var der igen.

Kilde: Århus Stiftstidende.

  •  
  •