Finaleklar i sidste sekund

TTH er i pokalfinale på hjemmebane efter en semifinale mod Ribe-Esbjerg, som trods TTH-dominans i tre kvarter først blev afgjort i sidste sekund.

Mod slutningen af semifinalen havde Ribe-Esbjerg momentum. 18-12 i hvid favør var blevet til 22-18 og nu, med et halvt minut igen, 25-24. Bolden var på blå hænder og en udligning ville betyde ti ekstra minutter, som Ribe-Esbjerg ville have mindst lige så gode chancer for at vinde som TTH. Og jublen var da også enorm i det blå hjørne da Jakob Holm, Ribe-Esbjergs store profil i kampen, satte sit 10. mål ind bag Thorbjørn Bergerud med ganske få sekunder tilbage på uret.

Men lige så hurtigt som de blå kom op af sæderne, lige så hurtigt kom de ned igen. Ribe-Esbjerg havde spillet syv mod seks og Tim Winkler var ikke på plads i det blå mål. Med en bold i en blød bue fra midterlinjen og i det tomme mål afværgede Vignir Svarrarson i sidste sekund, og meget rutineret, fadæsen. De mange hvidklædte fans i Stalden kunne knap tro deres eget held efter at have været vidne til en TTH-offensiv der var gået helt i stå i det sidste kvarter.

Kampen begyndte ellers planmæssigt med solidt forsvars-og målmandsspil, der gav kontrachancer, som Magnus Bramming et al. kunne omsætte til lette mål. Jakob Holm var nærmest ene om at kunne passere Thorbjørn Bergerud mellem stængerne og lavede fem af de første seks Ribe-Esbjerg-mål. 15-11 ved pausen pegede i den rigtige retning.

Dragerne fik bare aldrig snøret sækken og i stedet fik folkene fra fiskerbyen kæmpet sig ind i kampen og tæt på overraskelsen. Mens det var Bergerud og Bramming, der gik foran i den første del af kampen, var det Jac Karlsson der med et på vigtige scoringer tog ansvar, da det var ved at brænde på.

Dagens Drage er Magnus Bramming, der med otte mål, heraf seks før pausen, ikke satte mange fødder forkert i angrebet.

Nu venter en finale mod GOG, en gentagelse af opgøret i Aarhus for knap ti år siden, der sikrede TTH sin første og eneste titel. Den blev vundet med forbløffende lethed, men GOG anno 2018 så modbydelige ud, da de slog Aalborg sikkert i semifinalen.

  •  
  •