Damerne er i pokalfinalen med ottende sejr i træk

Nathalie Hagman, TTH-SFH, 2014. Foto: hfoto.dk

Team Tvis Holstebros damer spillede sig onsdag i pokalfinalen ved at slå de forsvarende mestre, Viborg HK, i semifinalen – og så endda i Viborg Stadionhal. Det var den ottende sejr i træk til vestjyderne, der har så meget “tur i den” at udtrykket næsten ikke er dækkende længere.

Efter 15-15 ved pausen blev kampen blev afgjort i det sidste kvarter, hvor TTH rykkede fra 23-23 til 28-32. Med hele tretten mål var den svenske højreback Nathalie Hagman stærkt medvirkende til triumfen over de grønne med de tidligere TTH’ere Mette Gravholt og Louise Burgaard på holdkortet. I pokalfinalen, der spilles d. 27. december, skal dragedamerne slå enten Randers eller FCM for at få fingrene i pokalen.

Det virker slet ikke umuligt.

  •  
  •