Skadesdrama i Super Cup-nederlag

Gravholt og Thorsgaard i nærkamp, DM-finalen 2012. Foto: hfoto.dk

Mette Gravholt måtte bæres ud på båre i slutningen af første halvleg af Super Cup-nederlaget i Ikast, men det er tilsyneladende ikke alvorligt. Til gengæld er det tydeligt at dragedamerne mangler nogle kampe før spillet sidder helt hvor det skal.

Der er langt mellem Team Tvis Holstebros sejre i Ikast og tirsdagens Super Cup levede op til statistikken. Hjemmeholdet vandt DM-revanchen med 30-24 og blev en pokal og 75.000 kr. rigere.

Mette Gravholt måtte bæres fra banen efter et sammenstød med Susan Thorsgaard i kampens 28. minut, men skulle blive klar igen inden længe. “Jeg kommer til at spille igen, og jeg er okay. Jeg har i forvejen dårlig ryg, så der skal ikke så meget til. Men det er ærgerligt at komme udgå i kampen på et kritisk tidspunkt,” udtalte Mette Gravholt efter kampen i hbold.dk.

Den stærke TTH-streg er en af de bærende kræfter på TTH-holdet, hvor der har været stor udskiftning i sommerpausen. Hendes fravær kan dog ikke forklare nederlaget. Vestjyderne var med i de første 10-15 minutter, men bagud med 13-9 ved pausen.

Træner Niels Agesen var ikke tilfreds og brugte sin sidste time-out allerede et par minutter inde i anden halvleg. Det hjalp lidt, men TTH kom ikke tættere på end to mål i anden halvleg. Det kommer nok til at tage et par kampe før samspillet er helt på plads.

Alt i alt er det – desværre – fortjent at at det ikke blev til revanche for forårets DM-finaler. Men mon ikke det ser lidt bedre ud når vestjyderne tager imod midtjyderne i slutningen af september?

  •  
  •