Jonas Larholm og andre kreative mænd

Søndag spillede Team Tvis Holstebro sig til to point i kampen mod Århus Håndbold med cifrene 39-32 (20-15). Den positive affære udspillede sig i Gråkjær Arena foran 1087 entusiastiske håndboldinteresserede.

Netop interesse for håndbold og glæden ved selvsamme gjorde det i aftenens opgør muligt for Team Tvis Holstebros aktører at spille noget af det mest sprudlende angrebsspil set i den igangværende sæson. En højre angrebside, i form af startende Simon Birkefeldt og Peter Balling, gjorde brug af både smidige fodfinter og drøje langskud, som resulterede i et samlet bidrag til måltavlen på ni mål.

Derudover gjorde et savnet fokus bredt i højre side af Simon Birkefeldt det også nemmere for medspillerne, som kvitterede med kvikke afslutninger, indspil og ikke mindst udspil til afslutningssikre Magnus Bramming.

Jonas Larholm cementerede, hvad for hans vedkommende tegner til at blive et værdifuldt slutspil. Han gjorde det slemme ved et lettere dovent Århus-forsvar og tegner sig for hele ti mål. Listighed og den famøse kreativitet, som alle håndboldinteresserede i Holstebro og omegn havde forventet af den nyindkøbte svensker, kom i dagens opgør frem i lyset, hvor han blandt andet fik bevist, at målmænd kan sættes til vægs med langskud på gennemsnitlige 20 km/t.

Når Jonas Larholm tog turen til venstre back og derved tillod ældste Damgaard-bror at gøre brug af det simple grundspil, skinnede det igennem, hvordan også dette er slutspilsparat. Netop samarbejdet mellem de to førnævnte syntes at være faldet i hak, og det blev da også til både smil og grin fra begge i kampens sidste ti minutter, hvor sejren og de to point uofficielt kom i hus.

Værd er ikke mindst også at nævne, hvordan Team Tvis Holstebro gjorde ekstraordinært godt brug af overtalsspil og dertilhørende kombinationer, hvoraf størstedelen endte med måltavleaktivitet og hujen fra et fornøjet publikum.

I år kan vi få guldet med hjem til Danmarks selvudråbte bedste og flotteste handelsby, hvis Klavs Bruun Jørgensen fortsætter troen på et kreativt angrebsspil og til gengæld får reduceret et i dagens opgør lettere hullet forsvar, som fortsat giver for mange frie afslutninger væk.

Dog skal en lille trist mine ikke ødelægge en håndboldsøndag, hvor det var en fornøjelse at have tændt den slidte Toyota og være vidende til en sand angrebsfest. Tak.

Dagens drage: Jonas Larholm

Med ti mål var han et kæmpe aktiv i angrebsfesten. Derudover bidrog han med ind- og presspil og er blevet det friske pust, som Team Tvis Holstebro i den grad får brug for i de kommende kampe, nu topscorer Michael Damgaard er fraværende.