Vi ligger nr. to!

Louise Bager Due var endnu engang en mur, da Team Tvis Holstebros damer hentede to forventede point i det sønderjyske. Hjemmeholdet var dog med til 8-8 efter tyve minutter, men derefter viste gæsterne hvem, der var favoritter. 9-11 ved pausen blev til 20-28 efter de 60 minutter. Ida Alstad var igen i hopla og blev topscorer med seks mål. TTH er dermed fortsat ubesejret i ligaen i denne sæson og ligger nr. to, et point efter Randers HK.

Alstad slog til i topbrag

Ida Alstad fik sit store gennembrud som Team Tvis Holstebro-spiller, da hun i lørdagens topkamp mod FC Midtjylland scorede hele ni gange, heraf to gange på straffekast. Kampen endte uafgjort 23-23, et resultat gæsterne fra Midtjylland kunne være bedst tilfreds med. TTH var i teten det meste af kampen, men i sidste minut fik FCM sat den udlignende scoring ind. På papiret er et point mod FCM, der for en måned siden besejrede TTH med seks mål i Super Cup, dog ikke et dårligt resultat, og træner Niels Agesen var da også godt tilfreds efter kampen.

Sejr i anden halvleg

Champions League bliver uden Team Tvis Holstebro i år, men vestjyderne er klar til at sætte deres præg på ligaen. TTH besejrede søndag Ringkøbing og har efter sæsons første tre kampe i ligaen fortsat maxpoint. Det kan kun Randers HK matche. I dagens kamp var hjemmeholdet Ringkøbing foran med 15-12 ved pausen, men i anden halvleg rullede Louise Bager Due gardinet helt ned. TTH stillede op uden bl.a. Ida Alstad og Rut Jonsdottir, men formåede alligevel at vinde halvlegen med otte mål og hele kampen med 23-28. Topscorer for TTH blev Mette Gravholt med syv mål.

Damerne snød København for point

Foran med 19-21 med seks minutter tilbage af onsdagens kamp var sæsonens første gæster i Gråkjær Arena, København Håndbold, nok begyndt at tro på de to point. Men selvom tro måske godt kan flytte bjerge, så kan den ikke flytte Louise Bager Due, der rullede gardinet ned i Team Tvis Holstebro-målet. Samtidig gjorde gæsterne det svært for sig selv ved at trække udvisninger, og i de sidste minutter af kampen var det kun værterne, der fik bolden i mål. Kampen sluttede 25-21 og de ambitiøse oprykkere måtte tage den lange tur hjem til København uden point. Ann Grete Nørgaard blev topscorer med hele 13 mål, heraf fire på straffekast. Selvom sejren, ligesom debutsejren over Nykøbing-Falster, ikke var voldsomt overbevisende, så er status fire point efter to kampe. Og det er jo det, der tæller.

Debutsejr til damerne

Team Tvis Holstebros damer vandt deres første kamp i 2013-2014-udgaven af Damehåndboldligaen over ligadebutanterne fra Nykøbing-Falster Håndbold, men der skulle arbejdes for det. Ved pausen stod der 10-17 på tavlen og de to point var nærmest allerede pakket på bussen til det vestjyske. I anden halvleg kom hjemmeholdet dog helt op på 17-18, og det lignede et kort øjeblik en gedigen overraskelse i Pricerunner Arena. Vestjyderne havde heldigvis rutinen, trak fra til resultatet 25-28 og sikrede sig en god start på sæsonen. Mette Gravholt blev topscorer for TTH med ni mål på ni forsøg.